Torup Lægehus er et hyggeligt lille lægehus, der bogstaveligt talt er placeret lige midt i gårdspladsen til min mands og min landejendom beliggende i landsbyen Torup i hjertet af Halsnæs kommune.

Idéen om et lægehus i Torup opstår i de sene vintertimer i 2020.
Projektet tager lynhurtigt fart fra idé til projektering, således at der ved årsskiftet 2020/21 står et moderne lægehus klar til at tage imod patienter fra nær og fjern i kommunen.

Min vision er at skabe en praksis, hvor den gamle institution landsbylægen genskabes med tid, nærhed og kontinuitet som de gennemgående elementer. Jeg har gennem mit mangeårige lægeliv søgt efter at skabe det for mig gode lægeliv med en velafstemt balance mellem arbejds- og privatliv ud fra min tro på, at det vil have en afsmittende positiv effekt begge veje.
Dette har ført til tanken om at forene arbejds- og privatliv på samme matrikel.

I vil derfor blive inviteret indenfor gennem vores egen indkørsel. Her venter der et nyopført lægehus i cedertræ. Valget af cedertræ er gjort for at differentiere det fra hovedhuset, men også for at illustrere det tankesæt, som min familie og jeg har omkring bæredygtighed og samhørigheden med den omkringliggende natur.

Klinikken vil i starten være bemandet kun af mig, hvorfor jeg må appellere lidt til mine patienters tålmodighed både på telefonen samt ved personligt fremmøde.
I takt med tilgang af patienter vil der blive ansat hjælpepersonale, der selvsagt også vil lette tilgangen.

Lægehuset fremstår moderne med nyeste IT samt øvrigt udstyr, der muliggør undersøgelser som EKG, blodprøvetagning og lungefunktionsundersøgelse.