Torup Lægehus' historie

1. januar 2021 åbnede Torup Lægehus. Lægehuset er bogstaveligt talt placeret lige midt i gårdspladsen til min mands og min landejendom beliggende i landsbyen Torup i hjertet af Halsnæs kommune.

Idéen om et lægehus i Torup opstår i de sene vintertimer i år. Projektet tager lynhurtigt fart fra idé til projektering og er nu ved at blive realiseret, således at der ved årsskiftet vil stå en moderne lægepraksis klar til at tage imod patienter fra nær og fjern i kommunen.

Min vision er at skabe en praksis, hvor den gamle institution landsbylægen genskabes med tid, nærhed og kontinuitet som de gennemgående elementer. Jeg har igennem mit snart 19 årige lægeliv søgt efter muligheder for at skabe det for mig gode lægeliv med en velafstemt balance mellem arbejds- og privatliv, da jeg tror på, at det vil have en afsmittende positiv effekt begge veje. Dette har ført til tanken om at forene arbejds- og privatliv på samme matrikel.
I vil derfor blive inviteret indenfor gennem vores egen indkørsel. Her venter der et nyopført lægehus, som vil fremstå moderne og indbydende.